Claus Falconi stiftede i sommeren 2015 virksomheden ’Falconi Mare’. Med base i Vækstfabrikken Slagelse arbejder han benhårdt på at udbrede kendskabet til og brugen af tang som fødevare – både i og uden for Danmark. Og samtidig opbygge en virksomhed.  

Fra forskning til forretning

Med en PhD i biologi, årelang forskningserfaring i Italien og en projektlederstilling via Gemba Seafood Consulting på ’Sunde Fødevarer fra Storebælt’ er Claus´ arbejdsliv uomgængeligt forbundet med havet. Det ændrede sig ikke i hans relativt nye virke som virksomhedsejer.

”Jeg så og ser stadigvæk et kæmpe potentiale for dansk tang som fødevare og fødevareingrediens. Jeg har en videnskabelig baggrund og konkret erfaring med brugen af tang i fødevarer – min mission er kort sagt at få dansk tang på det internationale landkort”, fortæller Claus.

Med over 7.000 kilometer velkontrolleret kystlinjer er de danske farvande en naturlig producent af bæredygtigt kvalitetstang. Og med en dansk madkultur, der (sandsynligvis grundet sushibølgen og det ny nordiske køkken) de seneste år er blevet mere modtagelig for alternative fødevarer, ser Claus lyst på fremtiden.

”Vi har 5-6 tangarter som er særegne for Danmark, som jeg gerne vil eksportere til Italien og Luxembourg i første omgang. Jeg samarbejder bland andet med ’Omø Fisk og Tang’, ’Dietz Seaweed’ og ’Dansk Tang’ i Nykøbing Sjælland, der alle er producenter”.

Den brede befolkning er nok først om fremmest bekendt med tang som en komponent i sushi, men produktet kan indgå i en lang række kulinariske sammenhænge (bagværk, som krydderi, i kød- og fiskeretter m.m.). Tang har en smagsforstærkende virkning i maden og giver både umami- og saltsmag.

Sparring med Vækstfabrikken

Da Claus for halvandet år siden stod overfor at skulle starte egen virksomhed, var der en lang liste af ubekendte at tage stilling til.

”Det var en udfordring at stifter virksomhed. For hvor skal man starte? Hvilken firmaform skal man vælge? Hvor skal man være? Og hvad er din strategi?”.

Claus fik kendskab til Vækstfabrikken Slagelse gennem Slagelse Kommune.

”Vækstfabrikkerne har været en god sparringspartner. Både gennem den daglige sparring, men også gennem de kurser, de tilbyder. Rent logistisk var det også praktisk for mig at have en flyverplads.”

Claus har især trukket på det netværk og de kompetencer, som en plads på Vækstfabrikkerne giver adgang til.

”Du kan altid ringe til huset vejleder. Hvis vedkommende ikke kan svare, bliver du sendt videre til Væksthusenes konsulenter. Man får hurtigt dannet sig et netværk”.

Mange jern i ilden

Konkret arbejder Claus med tang i flere sammenhænge. På nuværende tidspunkt er virksomhedens primære aktivitet konsulentydelser. Falconi Mare ApS tilbyder viden og workshops omkring brugen af tang i fødevarer. Arvtagerne er eksempelvis fødevareproducenter, der gerne vil anvende tang som komponent eller restauranter, der gerne vil bruge tang i deres madlavning og lære om produktets ernæringsmæssige fordele. Claus har derfor kontakt til high-end restauranter i Luxembourg og Købehavn.

”Jeg arbejder også med nogle italienere, der gerne vil eksperimentere med det ellers meget traditionelle italienske køkken. Man kan fx bruge røget tang i stedet for bacon i Spaghetti alla Carbonara og dermed gøre den veganer- og vegetarvenlig.”, fortæller Claus.

Falconi Mare’s sekundære aktivitet er eksport af dansk tang til Italien og Luxembourg.

At der ulmer et egentligt gennembrud for tang som fødevare, har Claus selv oplevet helt tæt på.

”Jeg bidragede til en udgave flyselskabets Norwegians rejsemagasin, hvor hovedtemaet var dansk tang. Og jeg er også blevet kontaktet af italiensk TV, der planlægger et indslag om superfoods.”

I samarbejder med DTU og GEMBA forsøger Claus også at finde midler til at stifte en brancheforening for tangproducenter. Målet er promovere dansk tang i udlandet.

Telefon

+45 3155 3035

Adresse

Marienbergvej 132,
4760 Vordingborg