Som iværksætter er det typisk et langt sejt træk, når du skal i banken og hente finansiering. Bankerne er ofte modvillige, når der skal lånes penge til iværksættervirksomheder.  Dette hænger ikke mindst sammen med, at iværksætteres overlevelsesrate generelt er lav, helt nede på 64 pct. i 2016. Derfor kan en frugtbar dialog med banken være en udfordring, men det betyder ikke, at det er umuligt at få et lån som iværksætter.

Vil du vide, hvad banken lægger vægt på, når erhvervsrådgiveren skal sige ja eller nej til en erhvervskredit? Vi giver her fem tips til, hvordan du bliver bedre rustet til dit forløb med banken.

#1 – Skab en relation
Hvis du som iværksætter skal have et lån i banken, skal du være opmærksom på, at det, der ligges stor vægt på, er dig som person og din baggrund. Banken vil gerne lære dig at kende. Som långiver investerer de nemlig ikke kun i dit produkt og din virksomhed, men lige så meget i dig som person og dit drive. Så hvis du ikke er et kendt ansigt i banken hos den pågældende erhvervsrådgiver, er det vigtigt, at du kommer til banken så tidligt i forløbet som overhovedet muligt. Ring til banken og invitér dig selv på en kop kaffe tidligt i forløbet, hvor du kan præsentere din idé.

#2 – Væben dig med tålmodighed
I bankverdenen handler det særlig grad om tillid, og det kan ikke bygges op på et enkelt møde. Derfor skal du væbne dig med tålmodighed, for det tager tid at opbygge et tillidsforhold. Hvis du har og erhvervsrådgiveren eksempelvis har aftalt, hvad der skal præsenteres næste gang I mødes, så er det et godt tegn og en del af processen.

#3 – Forberedelse, forberedelse, forberedelse!
Du skal være parat til at bruge meget tid på din forberedelse. Hvis du ikke kan svare på erhvervsrådgiverens spørgsmål, så mistes der tillid, og den kan være svær at genskabe. Jo mere forberedt du er, når du går ind til mødet, jo større chance har du selvfølgelig også for at overbevise den pågældende erhvervsrådgiver om, at det projekt, du kommer med, er det, de skal låne penge til. Derfor er solid forberedelse utrolig vigtigt. Hav styr på din forretningsidé, din målgruppe og hav et trykprøvet budget klart. Du kan finde skabeloner på vores hjemmeside til handlingsplaner og budgetter her (https://startvaekst.virk.dk/opstart).

#4 – Vis din passion
Din passion skal skinne igennem og vil vise erhvervsrådgiveren, at du har drive til at give din idé alt, hvad den kan trække. Du har sikkert brugt uendelig mange timer på at udvikle dit produkt og allerede betalt en høj pris for nå langt med dine planer. Du kan givetvis bruge lang tid på at fortælle om dit produkt, men det er meget vigtigt, at du kan overbevise en erhvervsrådgiver om, hvad det er ved dit produkt, som gør, at kunderne står i kø for at købe det, og hvordan du kommer til at realisere din forretningsplan, så du kommer til at tjene penge.

#5 – Få styr på dine aktiver
For at du kan få et lån i banken som iværksætter, må du forberede dig på, at banken ønsker at tage sikkerheder i en maskine, bil, ejendom eller lignende, som banken kan realisere, såfremt virksomheden havner i en konkurs. Derfor vil en erhvervsrådgiver altid kigge på, hvad du har af fysiske aktiver i din private økonomi, som de kan tage sikkerhed i.

Hvis du ingen aktiver har, og du ikke selv kan ligge en form for værdi, så er det tæt på umuligt at få et lån som iværksætter. Derfor er det vigtigt, at du på forhånd gør dig overvejelser om, hvis du ikke selv har nogen aktiver, om nogen i din nærmeste omgangskreds vil bakke dig og din virksomhed op ved at kautionere for dit lån, enten helt eller delvist. De vil i så fald skulle kreditvurderes af banken.

Hvor mange penge kan jeg låne?
Hvis det lykkes dig at få et lån i banken til en startup virksomhed, så skal du være opmærksom på, at det typisk ikke vil være et stort beløb, du kan forvente at låne, især hvis ikke du kan stille sikkerheder Selvfølgelig er lånebeløbet afhængig af mange forhold, men du skal formentlig ikke regne med mere end mellem 50.000 kr. og op til omkring 150.000 kr.

Har du brug for flere gode råd?
Læs mere her på vores hjemmeside og kontakt os i dag.

Telefon

+45 3155 3035

Adresse

Marienbergvej 132,
4760 Vordingborg