”Du skal have tålmodighed” – Martin Thorborg

Martin Thorborg er Danmarks mest kendte serieiværksætter og er i dag adm. direktør i virksomheden Dinero. Han lever og ånder for at starte nye virksomheder op og har siden 1993 været med til at starte mere end 30 virksomheder. Selv siger Martin at han gør Danmark rigere, ved at skabe en masse arbejdspladser og skabe grobund for at andre iværksættere kan få succes med deres virksomhed.

”I dag er jeg medstifter og direktør i Dinero, som har næsten 40.000 iværksættere, som kan få lavet deres regnskaber billigere, nemmere og mere korrekt og det giver dem overskud til, at de kan passe deres forretning. Det er jeg stolt af” fortæller Martin Thorborg.

Hans bedste råd til andre iværksættere er at have tålmodighed: ”Mit bedste råd til andre iværksættere er at have tålmodighed, det tager tid at bygge en god virksomhed. Typisk vil jeg sige at hvis man er meget hurtig, kan man bygge en god virksomhed på 3 år dog tager det typisk 5 -7 år. Så lad vær med at tabe modet, fordi du det første år ikke får den største succes. Selvfølgelig skal man være realistisk, men det handler om at have tålmodighed og holde fast i grundtanken i det man laver – så skal det nok gå”. – Martin Thorborg.

Martin deler ud af sin viden, iværksætterhistorie og gode råd i sin bog ”Iværksætter til jeg Dør”, som du kan finde på hans hjemmeside.

”Tag imod råd, men husk at mærke efter” – Nanna Ulsøe

Nanna Ulsøe er founder af Canvas Planner, en webbaseret software til projektstyring, der henvender sig til mennesker, der arbejder bedst visuelt. Virksomheden blev i maj nomineret til Østjyllands iværksætterpris, men Nanna har sammen med sine to co-founders haft en lang og hård iværksætterrejse for at nå til der, hvor de er i dag. Virksomheden startede uden kapital eller hjælp fra eksterne investorer og det har ledt til meget læring undervejs.

Hendes bedste råd til andre iværksættere er: ”Råd er gratis at give og mange har holdninger og deres egen opskrift på, hvad der gør dig til en succesfuld iværksætter. Så husk at mærke efter! Det er dig selv, som skal tage konsekvenserne af de råd, du vælger at følge. fortæller Nanna og fortsætter:

Prøv tingene af så hurtigt som muligt og find ud af, om der er forretning i din idé – kan det sælges? Hvis ikke – så hellere find ud af det så tidligt i forløbet som overhoved muligt, så kan du gå videre til din næste startup idé”.

Læs mere om Canvas Planner og Nanna her.

”Du har lige så mange timer i døgnet som alle andre” – Nicki Friis

Nicki Friis har altid haft et iværksætter-gen. Han lavede sin første hjemmeside i 3. klasse og startede sin første virksomhed som 16-årig. Siden da har hans iværksætterrejse ført ham til at prøve kræfter med mange forskellige virksomheder og idéer, så som aerodynamiske isterninger, der skulle hjælpe med at opdage stoffer i drinks i nattelivet og undgå drugging. Så har han arbejdet med at lave behagelige stilletter og senest podcasts om iværksætteri. Fire år og mange virksomheder senere blev han partner og chef i ideanote – en digital idéplatform.

Nicki er en inspirerende ung iværksætter, som er på noget af en rejse. Læs hans bedste råd til andre iværksættere her:

”Du har lige så mange timer i døgnet som alle andre og kun du er ansvarlig for, hvordan du bruger dem. Du kan bruge dine timer på lige hvad du vil, men én ting er sikker, hvis du løser et vigtigt problem så har du også potentielle kunder.” – Nicki Friis.

Du kan høre hans Iværksætter Podcast til iværksættere, af iværksættere her.

”Du kan lykkedes med meget mere end du tror” – Nina Shini Andersen

25-årige Nina Shini Andersen er CEO og co-founder af Social Works, Danmarks førende agentur indenfor forhandling af sponsoraftaler, ”influencer marketing” på Instagram. Nina har altid haft en stor skabertrang og finder det naturligt at være sin egen lykkesmed, derfor har livet som iværksætter været hendes kald. Som barn udmøntede hendes iværksætter-gen sig bl.a. i at sy barbietøj, sælge kjoler online, opkøbe og sælge Facebook sider som aktier samt vinde innovationskonkurrencer. I dag fortsætter hun blot legen, som CEO af Social Works og ejer af smykkefirmaet Scandinavian Jewellery Group og salgsportalen Redbird.dk.

Hendes bedste råd til andre iværksætter er: ”Shoot for the moon. Dette har jeg lært meget af det seneste år. Vær’ ikke bange for at tænke kæmpe stort fra start, for du tiltrækker det, du fokuserer på. Du kan lykkedes med meget mere end du lige går og tror.” siger Nina Shini Andersen.

Læs mere om Social Works på deres hjemmeside her.

Telefon

+45 3155 3035

Adresse

Marienbergvej 132,
4760 Vordingborg