KONTAKT HENRIK TØRNQUIST


Mange spirende iværksættere har begrænset erfaring med IPR og indser først vigtigheden af en IPR-strategi, når de kritiske situationer opstår. Få her 4 spørgsmål fra IPR-eksperten, du bør stille dig selv tidligt på iværksætterrejsen.

Vækstkonsulent, certificeret IRP-coach og European IPR Helpdesk Ambassador, Henrik Moe Tørnquist, hjælper virksomheder og iværksættere med at navigere i en virkelighed af immaterielle rettigheder, patenter og varemærker. Her er 4 kernespørgsmål, han ofte præsenterer spirende iværksættere for.

Hvad gør dit produkt unikt?        

Det lyder indlysende – og det er det muligvis også. Men er I sikre på, at det virkelig er en super god ide? Og hvad er det konkret ved jeres ide, der er så genialt? Når man begynder at grave i patentdatabaserne, vil man ofte opdage, at den unikke ide måske ikke er så unik igen.

Kort sagt er det i mange henseender – også når du skal arbejde med din strategi generelt – givtigt at definere din “unikhed”. Hvori består din berettigelse på markedet – hvordan adskiller dit produkt og din virksomhed sig fra dine konkurrenter?  

Så tag en time out og få helt styr på, hvad der er guldet i din forretning.

Må du lave det, du laver, og hedde det, du hedder?

I forlængelse af ovenstående er det naturligt (og nødvendigt) at researche på, om din virksomhed karambolerer med eksisterende patenter, varemærker o.l.

Der findes et utal af gratis såvel som omkostningstunge muligheder for at lave research. Som kommende eller ny iværksætter er der ofte tale om selvstudie. Google er din ven (husk at researche dit produkt på engelsk også), og du når langt gennem Patent- og Varemærkestyrelsens egen database.

Har du flere penge i sparegrisen, kan du tilkøbe ekstern assistance til opgaven. Du kan købe rådgivning fra 2.500 DKK helt og op til full service løsninger, der koster langt mere. Men som iværksætter når du generelt rigtig langt med selvstudie.

Kan du få eneretten til dit produkt?

Når du så er kommet så langt, som til at konkludere, at du gerne må fortsætte med dit produkt, og at det rent faktisk lader til at være unikt, så melder næste spørgsmål sig: Kan du få enerettigheder på dit produkt (og vil du overhovedet det)?

Hvis du i din research finder et lignende produkt, som har været offentliggjort tidligere, men der ikke er nogle patentrettigheder på – så må du højst sandsynligt gerne fortsætte med din ide. Men du kan ikke få eneretten til det. Og det kan jo stille din ide og forretningsplan helt anderledes.

Et vigtigt kriterie, du skal have med i dine overvejelse omkring eneret (og registrering generelt), handler om din modstandsdygtighed over for kopister.

Kan du forsvare og håndhæve dine unikke rettigheder?

Du sidder med et genialt, unikt produkt i hænderne. Nu skal du tage stilling til, om det rent faktisk giver mening at beskytte produktet og tage eneretten. Og hvordan vurderer du så det? Et afgørende vurderingskriterie er simpelthen tykkelsen på din tegnebog – for har du rent faktisk økonomiske muskler til at forsvare dine rettigheder?

Hvis ikke det er tilfældet – og det kan koste langt mere at håndhæve end at tage et patent – så kan hemmeligholdelse være et alternativ. Hvis man vælger alternativet, skal man som virksomhedsejere huske at være helt tydelig i sin kommunikation til eventuelle ansatte, samarbejdspartnere etc. Hvis folk ikke er klar over, at I opererer ”under radaren”, så har de ingen grund til at sænke stemmen.

Bottom line

Det er afgørende, er du som virksomhedsejer afklarer dit fagområde og rettighedsområde. Du skal tage en række vigtige beslutninger om, hvordan du vil drive din virksomhed: Hvordan vil jeg håndtere de rettigheder og de unikke ting, der gør, at jeg har en berettigelse på markedet?

Gør du dig nogle tanke om det tidligt i processen, kan du sparer dig selv for en masse besvær på den lange bane.

Har du brug for sparring?

Væksthus Sjælland tilbyder uvildig sparring om rettigheder, Patent & Brugsmodel, Design og Varemærker samt hemmeligholdelsesaftaler.

Vores vækstkonsulenter fokuserer på dine immaterielle rettigheder og de muligheder, der kan være for at styrke din position på markedet. Vi har et stort kendskab til de private aktører indenfor IP-området og kan derfor hjælpe med at finde de helt rigtige fagfolk til at bringe din IPR-strategi sikkert i hus.

Vi er bl.a. en del af Enterprise Europe Network // European IPR Helpdesk Team og har kollegaer i mere en 24 lande i Europa som står parat med deres lokalkendskab og viden

Telefon

+45 3155 3035

Adresse

Marienbergvej 132,
4760 Vordingborg