Mads Kragh, Vækstfabrikkerne

Har Corona taget livet af iværksætterlysten?

Ny analyse: Iværksætterlysten i Region Sjælland upåvirket af Corona. 
Corona generer ikke Sjællands iværksættere, viser nye tal fra Erhvervshus Sjælland og eStatistik. Faktisk blev der i tredje kvartal startet flere nye virksomheder end i samme periode sidste år.

Der er afgørende forskelle på Corona-krisen og finanskrisen. Det viser en analyse, Erhvervshus Sjælland har lavet på baggrund af tal fra eStatistik. Erhvervshus Sjælland tilbyder sparring og forretningsudvikling til iværksættere og etablerede virksomheder i Region Sjælland, og her var frygten, at corona ville lægge en alvorlig dæmper på iværksætteriet, lige som finanskrisen gjorde.

Iværksætterlysten er dog ikke ramt, snarere tværtimod:

“Det er afgørende for udviklingen i erhvervslivet, at der hele tiden bliver startet nye virksomheder, der kan skabe nye arbejdspladser. Og hvor vi i alle andre kriser har set en tendens til, at færre tør starte selvstændigt, så er det ikke sådan under Corona-krisen. De fleste kommuner ligger på samme niveau som sidste år og nogle endda lidt over.” En meget positiv tendens, udtaler Mads Váczy Kragh.

80 flere iværksættere under Corona-krisen

På regionalt niveau kom der i tredje kvartal ca. 1580 nye virksomheder mod knap 1500 i samme periode i 2019. Og det viser, at Corona-krisen er helt anderledes end tidligere kriser.

“Normalt er nogle af de sikre indikatorer på en krise i Danmark, at det går tilbage med iværksætteriet, og at bygge-anlægsbranchen mangler ordrer. Lige nu går det godt med iværksætteriet, og byggeriet brager derudaf. Så Corona-krisen er helt anderledes, og det giver grund til optimisme”, fortæller Mads Váczy Kragh.

Global krise får lokale konsekvenser

Men Corona-krisen ikke slut, og man må ifølge Erhvervshuset forvente tilbagegang, når vi når ind i 2021.

“Det bliver nok ikke ved, for en global krise får altid lokale konsekvenser. Men indtil videre klarer vi det rigtig godt i Region Sjælland. Vi møder faktisk mange virksomheder, som ikke er ramt på omsætningen og nogle, som ligefrem vokser. Coronaen har generelt ramt meget ujævnt”, fortæller Mads Váczy Kragh.

Erhvervshuset har nemlig også oplevet en stigning i antallet af henvendelser fra kriseramte virksomheder.

“Vi har et hold af erfarne forretningsfolk siddende, der kan hjælpe kriseramte virksomheder med at navigere helt gratis og i fuld fortrolighed. Og der oplever vi lidt flere henvendelser, end vi havde bare for et par måneder siden. Men alt i alt er der grund til at se positivt for fremtiden for erhvervslivet i vores region”, udtaler Mads Váczy Kragh.

Om Mads Váczy Kragh: Direktør for Erhvervshus Sjælland og medforfatter på bogen Iværksættersamfundet. Han arbejder i dag på en ny bog, der handler om de forskellige iværksætter-arketyper.

Mads-kvadrat