hero app iværksættere

Hero ApS har en fan-engagerende app til stjernerne

En ny app giver sportsstjerner, musikere og virksomheder mulighed for at engagere sig direkte med fans og kunder, og giver ejerskab til eget indhold. Iværksættervirksomheden Hero ApS fra Køge står bag.

Hvem har ejerskabet til en video eller et foto, der postes på Instagram? Hvem tjener på, at kendisser og fans ’mødes’ i communities på Facebook? Hvad sker der med de adfærdsdata, der høstes på de sociale medier? Hvorfor skal store sociale mediemaskiner score profitten på ens indhold og relationer?

Det er mange af sådanne spørgsmål, der ligger til grund for Hero ApS’ nye community app-builder. Og selvom der helt sikkert kan findes mange gode svar, står yderligere ét tilbage.

”Hvorfor ikke selv tage magten over sit unikke indhold, gøre sine fans glade ved en direkte kontakt og selv kapitalisere på det?”


Mikrobetaling giver potentialer
Det er CEO og partner i Hero ApS, Martin Bjerg, der stiller spørgsmålene op, mens han sidder på sit nye kontor i et hjørne af den nyligt åbnede Vækstfabrikken i Køge. Og det giver god mening.

”Lige nu flyder en masse indhold ud på de ’gratis’ sociale medier, som Instagram og Facebook. Men på de medier afleverer man kvit og frit ejerskabet uden at vide, hvad det senere hen vil blive brugt til. Med vores app tager fodboldspilleren, racerkøreren, musikeren, bloggeren eller virksomheden magten over sit indhold tilbage og bestemmer selv, hvem der ser hvad, hvornår og til hvilken ’pris’,” fortsætter han og peger på dobbelttydigheden i begrebet ’pris’.

For dels kan der være en høj pris at betale, hvis ens indhold bliver misbrugt, dels kan man med app’en rent faktisk sætte en pris. App’en er nemlig bygget op som en abonnementsløsning, hvor fans eller kunder mod et mindre månedligt beløb kan få adgang til en unikt indhold og en mere direkte og unik kontakt med sit idol. På den måde bliver det muligt at kapitalisere på sit eget indhold – vel at mærke til gavn for begge parter, fremhæver Martin Bjerg:

”Hvis man er fan, vil man gerne hjælpe sit idol frem mod et mindre månedligt beløb.”


Klar til markedet
App’en har været tre år undervejs, men er nu klar til markedet.

Blandt kunderne er musikere, bloggere, sportsklubber, abonnementsforretninger og ikke mindst Team Danmark, der tidligt har set et potentiale og bruger app’en til initiativet ’Racing for Denmark’, der på sigt skal hjælpe to unge racerkørere til finansieringen af et af de dyre sæder i Formel 1.

”Man kan forestille sig, at man i et community leverer indhold af så god kvalitet, at man kan tage fx 39 kr. om måneden og endda kan bruge det til crowdfunding, hvis fansene synes det er en god sag. Fansene betaler til idolet, og idolet betaler et fee til os,” siger Martin Bjerg.


Vækstfabrikken giver mulighed for sparring og netværk
Udover Martin Bjerg består virksomheder af de tre partnere og meddirektører Eva Sweeney, Patrick Pedersen og den senest tilkomne Patrick Ørum. De kommer med hver deres baggrund inden for administration, ledelse, salg og IT-udvikling og erfaring fra flere forskellige brancher.

I begyndelsen af maj rykkede virksomheden ind i startup-miljøet Vækstfabrikken i Køge midtby. Det gjorde de, fordi de havde brug for at være i et miljø med fremdrift, hvor de udover selve kontor og mødefaciliteterne, kunne få både sparring fra erfarne iværksætterrådgivere og forretningsudviklere, adgang til det lokale økosystem af potentielle investorer og interessenter, men ikke mindst få et fællesskab med andre virksomheder i samme situation.

”Det er ikke, fordi der er mange andre tech-virksomheder som os på Vækstfabrikken, men den erfaringsudveksling man ved kaffemaskinen eller i frokoststuen kan give og få med andre iværksættere, der er på en rejse mod et produkt og marked, den er guld værd. Og så er der hele den forretningsstrategiske sparring med de faste forretningsudviklere og det netværk af erfarne erhvervsfolk og investorer i byen, der hjælper med at trykteste ens idéer. Det kan noget for en iværksættervirksomhed som vores, der skal flytte sig hurtigt i et omskifteligt tech-marked,” siger Martin Bjerg.

Fakta om virksomheden:

  • Hero ApS er en techvirksomhed i Køge, der har bygget en community app-builder til musikere, sportsstjerner, bloggere m.m., så de kan tage magten over eget indhold tilbage, få ejerskab til sin data, modvirke misbrug af indhold og data og blive betalt for deres unikke indhold.
  • App’en giver mulighed for at skabe et abonnementsfinansieret community i eget design.
  • App’en er valideret af Apple og dermed er der også mulighed for en bred distribution.
  • Virksomheden er etableret i slutningen af 2017 og er ejes af Martin Bjerg, Eva Sweeney, Patrick Pedersen og Patrick Ørum.

Læs mere om Hero ApS her

Læs mere om dine muligheder på én af vores fem Vækstfabrikker her